Fysik må godt kunne ses - og smages.
Lyren har fået afprøvet og udvidet deres viden om densitet. Med både interessante farver og varierende sukkerindhold, gav diverse læskedrikke mulighed for at lege med densitet.
De fik kreeret nogle flotte drinks. Efterfølgende snakkede vi om udseende og smage. Nyd billederne, og efterfølgende kan vi afsløre, at de var pænt søde. Det gav anledning til at tale om, hvordan vand kan - eller ikke kan - blandes i, for at give en mindre sød drink. Bolden er hermed givet videre, og I har rig mulighed for at lege videre i påsken, og kan evt. bruge engelsktalende LeoAtHome, som inspiration til, hvordan densitet kan bruges, når I skal lave en drink i lag https://www.youtube.com/watch?v=O2aczpcUnNA.
God fornøjelse
Gitte
Tirsdag, onsdag og torsdag i næste uge er trindage for indskolingen og mellemtrinet. Overbygningen holder fagdage. Alle lærere er på egne trin.
Lyren smager på fysik og binder tekstbånd.
Kaptajn Karlsen på spil i Apollo
Vega debatterer og spiller "Skal vi sige undskyld?".
I mandags introducerede jeg børnene for, hvordan de skal læse og forstå en snarlig tekstlæseprøve. Det er en clozetest, som kræver af dem, at de kan gøre brug af tekstens indhold, for at svare rigtigt. Jeg mindede dem om en øvelse, vi lavede i 2. klasse, hvor vi arbejdede med "inferenser" eller tekstbånd, som vi også kalder det. Dvs. den evne vi har til at binde en tekst sammen ved at udfylde de tommer huller, som tekster naturligt har.
Vi lavede en øvelse - med post-its, hvor de arbejdede i makkerpar om at lave en sætning, hvor inferens var nødvendigt for at forstå teksten. Jeg startede med eksemplet, som jeg brugte den gang i 2. kl.: Søren gled i en banan. Mette ringede efter en ambulance. Inferensen er - eller den tommer plads vi fylder ud for at forstå teksten: Søren er kommet til skade.
Børnenes eksempler gav anledning til fine snakke om, hvad vi kan lægge i en tekst, fx: "Gitte fandt en bog. Karl blev sur." Hvorfor blev Karl sur over at Gitte fandt en bog? Er det afgørende at vide, hvad det er for en bog? eller i hvilken sammenhæng bogen optræder i? Der var eksempler på, at hvis det nu var Karls dagbog, så måtte vi gå ud fra, at Gitte havde læst i den. Eller det kunne også være på biblioteket, og Gitte fandt lige netop den bog, Karl gerne ville låne.
Hele øvelsen går ud på, at børnene i stigende grad lærer at stille spørgsmål til deres egen forståelse af de tekster, de læser, mens de læser - altså overvåger deres egen læseforståelse. Det er der selvfølgelig en del, der allerede kan, men teksterne i skolen bliver i stigende grad mere komplekse, så det er noget, man vedvarende skal øve sig på. Så det tager vi op igen.
I dag gik vi i gang med kapitlet "Det minder mig om" i d'danskbogen, som handler om eventyrgenren og intertekstualitet. Det er en repetition af genren og samtidig et forløb, hvor omdrejningspunktet er at kunne sammenligne tekster og genkende genbrugte elementer fra kendte eventyr.
Vi startede forløbet med en lidt anderledes brainstorming. Klassen blev delt ind i 2 hold, hvor de skulle samarbejde om at finde så mange ord, sætninger og regler for eventyr, de kunne komme på i fællesskab på 5 minutter. De gule post-it kom igen i brug. Vi lavede det som en stafet, hvor de satte én post-it op på tavlen ad gangen med et ord m.m. på. Da tiden var gået, sammenlignede vi dét, som holdene havde fundet. Var der "stik" - altså ord el.lign., som de var enige om? Eller havde de fundet forskellige ord? Det hold, som havde fundet flest forskellige ord m.m. vandt, men øvelsen gik i virkeligheden ud på at aktivere børnene forforståelse i forhold til, at de skal til at læse et eventyr, hvor der er leget med genren. De skal dernæst gå på jagt efter forskelle og ligheder i et nyt og et gammelt eventyr. Vi har meget mere på programmet, hvad dét angår, så mere om det senere.
I ønskes en dejlig weekend.
Mange hilsner
Mette Rose
Vi har haft en dejlig uge med masser af oplevelser. Fredag Zoo-tur gik så fint. Det var nogle seje børn som klarede så mange skridt.😊 De gik både derud og hjem igen. Sejt.
I mandags spillede vi Kaptajn Karlens spil i fysisk udgave. Der er forskellige sværhedsgrad, og jeg tænker, det var et hit. Tirsdag gik vi i gang med vores Zoo-bøger, og vi var også i billedkunst og arbejde videre med vores dansende giraffer. Onsdag var vi i teateret og se ”Palle P og Perlen”. En historie der handler om én, der ikke har noget at være glad for… Så finder han en fantastisk smuk perle og bliver meget lykkelig… Dog kun for en stund, for hvad nu hvis der kommer én og stjæler den….? Så han må bruge alt sin tid på at vogte perlen. Endelig og heldigvis finde han en ægte ven til sidst, efter anskaffelse af revolver, basuka, dolk mm….
Vi var i teatret i rigtig god tid, 40. min. før forestillingen. Heldigvis var der nogle kostumer, som vi kunne bruge, så vi digtede lige en historie og spillede selv et lille teaterstykke, inden vi skulle ind og se det rigtige. Det var herligt.😊
I dag torsdag skal vi lave hemmeligheder, så dét…… kan vi selvfølgelig ikke skrive om, og i morgen fredag skal vi arbejde videre i vores Zoo-bøger og have matematik.
I næste uge skal vi i Zoo om mandagen og have undervisning. Så turrygsæk, madpakke og drikkedunk på mandag. Husk også godt fortøj og tøj der passer til vejret. Måske går vi derud, måske tager vi bussen….?
Tirsdag, onsdag og torsdag er der trindage. Det betyder, at trinnets voksne kun har timer på eget trin. For Apollo betyder det de samme voksne, som de plejer at have både tirsdag og onsdag, dvs. mig 😊, og torsdag laver vi en trivsel dag med værksted på tværs af klasserne. Der bliver musik, mad, leg og bevægelse og kreativværksted. Læs mere på opslagstavlen på forældreintra.
Tak for endnu nogle gode skole/hjem samtaler i onsdags. Det er knageme nogle skønne unger I har. 😊
Rigtig god weekend.
Bedste hilsner fra Heidi og Lene
I Vega spiller vi i disse uger Rollespillet ”Skal vi sige Undskyld” og eleverne brillierer med kloge og sjove indlæg i kendte roller. Debatten har været spændende og levende. I denne uge afsluttes forløbet med en tale fra vores Statsminister, som vil tage stilling til, om vi skal sige undskyld for vores rolle som slavenation.