logo-hvid-med-tekst
logo-sort-uden-tekst
logo-hvid-med-tekst
logo

fredagssedlen

Lilleskolen Odense - Uge 49 - 2024

Julefesten

Kære alle

Så er det snart den tid på året, hvor vi fejre julen sammen med et brag af en julefest.

Vi glæder os til at se jer

Velmødt!

Fra alle os på Lilleskolen

"Ugens info"

På torsdag i næste uge får vi besøg af vores tilførende.

I denne udgave bla.:

Julefestens program

Juleklippedagen

Orion laver saltdejsfigurer

Himmelblå læser derudad

Godt og blandet fra Venus-hverdagen

Callisto dykker ned i kortfilm

Elevtekst fra 9. klasses øveprøve i Dansk Skriftlig fremstilling

Fotos:
Mette Rose

Juleklippedagen

Vi afviklede vores juleklippedag i den nye version i fredags, og sikke en dag. Der var god stemning over hele linjen og mange gode tilbagemeldinger er kommet fra både børn og voksne. Vi har dog tænkt os at indsamle feedback på dagen fra vores elever, om der er noget, der skal gøres anderledes til næste år, men tilfredsheden var da til at mærke. Vi fik danset og sunget i hallen samt talt nissehuer. I år lykkedes det os at tælle til 232 nissehuer i hallen. SÅDAN!

Herunder kan I bl.a. se billeder fra de tre trin under selve juleklippedelen. De kommer i en skøn sammenblanding, da mange lærere tog billeder på dagen. Vi sluttede dagen af med at danse om juletræet med "Nu´ det jul igen".

Så er julen i gang på Lilleskolen.

Fra alle os på Lilleskolen

 

 

Fotos:
Line Stein, Mette Rose, Laila Petersen, Lene Buthler og Gitte Grønlund

Orion

Det var en super dejlig jule klippe dag i fredags. Det var en skønno støvle dans, vi dansede i hallen, perfekte jule sange og efterfølgende var det så hyggeligt at lave jule by, nisser og pynt. Både store og små venner gjorde det så godt. (Se billeder under jule klippedag.)

Mandag havde vi så debut med gammelnisse og så skønne historier fra Julius og Janus. Det er så dejligt at se, hvor begejstrede børne bliver over det, I har skrevet.

Tirsdag lavede vi trylle dej. Vi lavede alle sammen vores egen nisse, og så lavede vi hjerter, stjerner og juletræer. Det var hygsomt og så spiste vi risengrød. Vi var også oppe på loftet over pedellen og sætte risengrød til nissen og det var sørme spist dagen efter.

Onsdag havde vi værksteder i matematik og vi spillede små teaterstykker for hinanden i drama, de handlede selvfølgelig om jul….

I dag torsdag, har vi malet vores trylledejs-ting og i morgen fredag, står den på teatertur.

Nu glæder vi os  til på torsdag, hvor vi skal på besøg på hotel Nyborgstrand. Igen tak til de 4 forældre, der har sagt ja til at køre og tak til Agnes mor for at invitere… 😊 Jeg tænker, vi kører herfra skolen ved 9.20. tiden og retur fra Nyborg ved ca. 12.00. tiden. Alle skal medbringe et autosæde, har I kun stol og ikke mulighed for at låne et sæde, så sig lige til, senest tirsdag, så ser vi, hvad vi kan finde ud af.

I sidste uge havde Johan denne flotte hyacint med og i denne uge havde Johanne smukke tørrede elefantgræs med, som hun selv havde sået i sin have i sommers. I næste uge er det Laurits, der skal have grønt med.

Rigtig god weekend.

Mange hilsner fra Lene

Fotos:
Lene Buthler og Laila Petersen

Himmelblå

Så kom vi ind i december måned, der længe har ligget og lokket, med julestemning, hemmeligheder, hygge og varme. Det hele blev sat herligt i gang, med den skønneste jule-klippe-dag, sidste fredag. Her hyggede og arbejdede Himmelblå og Lyren godt sammen, i midtermodulet, under indtagelse af pebernødder og julemusik.

I denne uge har vi taget hul på at læse børnenes fine julekort op. Det er spændende at høre om de forskellige juletraditioner. Når et kort er læst op, må afsenderen vælge en gave fra tørresnoren i klassen. Det er en god og samlende stund, hvor Himmelblå øver sig i give fælles opmærksomhed, til ét barn, samt udsætte eget behov for at være den, hvis kort trækkes. Der er mange, der finder helt naturligt ind i dette, og der er nogle få, der næsten ikke kan vente, til det bliver deres tur.

I december koncentrerer de fleste dansktimer sig om ”Historien om leoparden”. Historien om leoparden handler om en Ugandisk pige og hendes familie. Historien findes u-landskalendermaterialet, som også indeholder små film om Uganda, samt ”Årets sang”, som vi også hører ind imellem. I kan selv dykke ned i materialet via dette link: https://2024.u-landskalender.dk/

Det lader til at de fleste er optaget af Læse-loggen og Molevit-bogen. Husk at få læst i bogen – helst dagligt. Og før gerne log i mappen, så jeg kan følge med i, hvordan det går. Jeg snakker selvfølgelig med børnene om det, hver især, men det er vigtigt med jeres input også.

Rigtig god weekend -Laila og Hasse

Fotos:
Hasse Krüger

Venus

Der er sket mange spændende ting i Venus de sidste par uger, som jeg ikke har nået at berette om, så her kommer lidt godt og blandet; fortællinger fra dagligdagen.

I tirsdags havde Venus en dejlig bibliotekstime, hvor der virkelig var læseglæde og fordybelse over hele linjen. Mette Rose har indkøbt en stor stak nye bøger til biblioteket, som retter sig mod mellemtrinnet. Og efter at bøgerne havde fået lov at stå på mellemtrinnets gang en god uges tid – til inspiration og gennemsyn for alle børn - var Venus de første, der fik lejlighed til at låne nogle af de nye bøger med hjem. Her var lidt for en hver smag; Karmaboy, Wimpy Kid, Kaptajn Underhylder og mange flere. Det var en fornøjelse at se, hvordan Venus begejstredes over bøgerne.

I dansk er vi gået i gang med et nyt emne – nemlig digte, som i forrige uge blev skudt i gang med, at vi gik en ”sansetur” rundt i Marmeladekvarteret, hvor vi havde fokus på at bruge vores sanser. Hvordan ser efteråret/vinteren ud, hvordan lugter det, lyder det, smager det og føles det? Vi samlede alle vores sanseindtryk på en masse post-its, som hænger i klassen, og som skal bruges, når vi i næste uge, skal skrive små Haiku-digte.

Digtforløbet har dog været sat lidt på pause, da Venus i den forgangne uge har lave både en sætningslæseprøve og stavetest på computeren. Det er første gang Venus prøver, at lave sådanne opgaver online på computeren – og det er de bare gode til. Testene skal hjælpe mig og Mette Rose til at få et overblik over, om der er områder – både inden for læse- og skriveundervisningen, som vi fremadrettet skal have mere fokus på end andre.

I klassens time – hver onsdag – arbejder Nermin og jeg forsat med De 24 styrker sammen med Venus. De sidste to onsdage har vi dog lidt spontant og blandt andet foranlediget af elevernes egne ønsker og idéer holdt et par pige-/drengemøder, hvor pigerne (som jeg har mødtes med) fx har haft lejlighed til at snakke om, hvordan det er at være pige i pre-puberteten, hvilke emner og spørgsmål, der fylder hos dem hver især lige nu – både personligt og socialt og hvordan man kan dyrke og styrke det gode sammenhold og den gode tone med sine klassekammerater.  I onsdags gik snakken så godt, at pigerne fortsatte deres ”møde” i det store frikvarter, hvor de blandt andet opfandt et lille ”Vi er venus-pigerne-kampråb” – dejligt at opleve!

Sidst men ikke mindst har vi jo taget hul på December-hyggen. Mette Rose og Venus fik således på juleklippedagen pyntet klasselokalet flot op, og der er blevet lavet et flot Venus-juletræ på vores dør med alle børnenes navne på. Derudover har vi vores lille ”skuffe-/lågekalender”, hvor børnene hver dag på skift åbner en låge i en kalender, jeg har. Lågerne er små skuffer, hvor der lige er plads til et stykke slik og en lille seddel. På sedlerne står der tre små komplimenter, som er skrevet til hver enkelt elev af en af klassekammeraterne. Alle har altså – med udgangspunkt i De 24 styrker – fået til opgave at skrive tre komplimenter til en tilfældig (lodtrukken) klassekammerat, som så er fordelt ud i de 24 skuffer. Det er dejligt at høre de fine ting, børnene har at sige om hinanden, når eleverne en efter en åbner deres kompliments-skuffe, og det er en hyggelig, lille tradition at åbne kalenderen sammen i klassen hver dag og høre hinandens komplimenter.

Glædelig Deecember!

Mai

Fotos:
Mai Valentin

Callisto

Ej – vi havde en god juleklippedag i fredags, og der er så fint pyntet på trinnet som aldrig før – tror jeg nok. Callisto var supergode til at være sammen med deres lillevenner og hjælpe med at fremstille julehuse og nisser og andre pyntelige sager. Herligt. Der er billeder på denne uges udgave af Fredagssedlen, og så må I orientere jer der.

I drama arbejder vi med et lille julestykke. Børnene arbejder sammen i grupper med tre i hver, og for nogen tid siden valgte vi ved simpel afstemning nogle overskrifter, der blot skulle have det til fælles, at de skulle handle om jul. Der er blandt andet ”Julemanden bliver kidnappet”, ”Barn går amok på centrets julemand” og ”Julemaden brænder på”. Ud fra syv forskellige overskrifter har hver lille gruppe lavet en lille forestilling, som skal vare cirka 5 minutter, og der skal i alle grupper være et indslag fra den workshop, Callisto havde med Dynamo for et par uger siden. Så nogle jonglerer, andre laver slåskamp. Vi håber at nå så langt med de små forestillinger, at vi kan invitere de to andre mellemtrinsklasser ind og se det inden juleferien. Nu må vi se.

Vi har taget hul på et emne om kortfilm i dansk. I må spørge jeres unger, hvordan det indtil nu er forløbet, og hvad vi laver, men jeg kan røbe, at vi tirsdag så en kortfilm, som virkelig fik gang i følelserne. Filmen hedder Søn, og handlingen må I få genfortalt, eller gå ind på Gyldendals Fagportal og se filmen sammen med jeres barn. Efter at have set filmen, kunne vi tale om, hvordan vi bliver følelsesmæssigt påvirket og måske også kommer til at græde. Flere græd. Og det er ok – det er også ok ikke at blive det. Men en virkelig god snak om, hvad der betyder noget for os hver især, og hvordan vi kan reagere, når noget rammer os lige i hjertet. Men vi blev faktisk også enige om, at det er godt ind imellem at blive ramt – og mærke de følelser, som ikke bare er feel-good. Det er en del af livet.

Rigtig glædelig 2. søndag i Advent.

Venlig hilsen

Kirsten

 

No ACF gallery field data found
Fotos:

Øveprøve tekst

For nogle uger siden blev der afholdt øveprøver – det der førhen hed terminsprøver – for Sirius. Her skulle 9. klasserne blandt andet prøve kræfter med prøven i Dansk Skriftlig fremstilling. I denne prøve kan eleverne vælge mellem fire forskellige opgaveforlæg, som anviser, hvilken type tekst eleverne skal fremstille, hvilken ”fiktiv” skrivesituation de skal forestille sig at være i, hvordan opgaven skal layoutets og hvordan, der skal researches på baggrundsviden ved hjælp af nettet. I den ene af opgaverne i øveprøven lød opgavebeskrivelsen på, at man skulle forestille sig, at man gik på en skole, som var plaget af hærværk, og at man som 9. klasses-elev var blevet opfordret af lærere og skoleledelse til at gå forrest i kampen mod hærværket ved at skrive en kampagnetekst, som kunne deles med skolens elever og forældre via skolens hjemmeside.

Flere af eleverne i Sirius valgte netop den opgave, og det kom der en lang række interessante, velformulerede og reflekterede tekster ud af, som skønt den ”fiktive” skrivesituation virker autentiske og som giver stof til eftertanke. Herunder ses et eksempel på en af disse tekster, som er forfattet af Linnea fra Sirius. God læselyst!

Mvh Mai

Sammen kan vi stoppe hærværk

Har I også prøvet at træde ind på et skoletoilet, hvor der flyder med papir og skrald og hvor der er graffiti og tegninger på væggene? Er du træt af ikke at kunne spille spil i pauserne, fordi der mangler brikker, eller spillet er i stykker? Eller har du sat dig ved et bord, der er skrevet perverse beskeder på? Det er der mange elever fra skolen og andre skoler i hele Danmark der har oplevet, og vi er nødt til at arbejde sammen for at kunne stoppe hærværk.

Hærværk har været et problem på vores skole i nogle år, og vi har prøvet flere gange at finde ud af, hvordan vi skal afskaffe det. Men det er ikke så let, som det måske ser ud til at være.

Hærværk er en ulovlig form for ødelæggelse af ejendom. Det kan fx være at smadre vinduer, male graffiti, ødelægge udendørs legeredskaber på skolen osv.

Konsekvenser

Selvom den slags hærværk, der sker på de fleste skoler i Danmark, typisk ikke er voldsomt, kan det stadig have konsekvenser for skolen.

Det kan fx betyde, at skolen skal bruge penge på nye døre, stole, borde, i stedet for en fed lejrskole eller nye spil og nyt legetøj.

Skolen har oplevet, at flere elever laver hærværk uden at tænke over de fremtidige konsekvenser. Hvis hærværket på skolen bliver ved, er det vigtigt, at der kommer strengere regler for, hvad man må og ikke må, for at undgå hærværk og ødelæggelse. Og det er altid federe at have aftaler i stedet for regler.

Straf for hærværk

Den, der ødelægger, beskadiger eller bortskaffer ting, der tilhører en anden, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

E-lov.dk

Hvad kan forældre gøre?
Vi råder selvfølgelig alle forældre til at tage en snak med deres børn.
Vi håber, at I vil være med til at hjælpe os med dette.

Hvad kan du som elev gøre?

  1. Hvis du ser noget, så sig noget: hvis du ser en af dine klassekammerater, eller en anden elev laver hærværk, så skal du sige det til en voksen.
  2. Gør andre opmærksomme. Det er også vigtigt, at vi som elever også prøver at gøre en forskel. Elever kan tale med hinanden om hvorfor eller hvordan, vi skal afskaffe hærværk på skole.
  3. Tænk dig om før du handler: Hvis du ikke tror, at det, du skal til at gøre, er en helt god ide, eller at det kan have konsekvenser for dig eller skolen, så stop op og tænk over dine valg.
  4. Forestil dig, at det er dig, der skal bruge penge på nye møbler, døre, vinduer osv.

Yderligere ideer
En anden ide kunne være at samle elever fra alle klasserne de sidste 10-20 minutter om fredagen og så bruge dem på at gå rundt på skolen, og sørge for at der er rent, pænt og ordentligt.

Vi kan ikke bekæmpe hærværk uden at arbejde sammen.

Sammen kan vi stoppe hærværk!

Eksempler af hærværk på skoler herunder

Billede 1: ' Kanal Frederikshavn                                                                           Billede 2: Hærværk Billundskole Privatfoto

 

Fotos:
Ikoner fra Free Icons

No ACF gallery field data found
Fotos:

No ACF gallery field data found
Fotos:

No ACF gallery field data found
Fotos:

No ACF gallery field data found
Fotos:

No ACF gallery field data found
Fotos:

No ACF gallery field data found
Fotos:

No ACF gallery field data found
Fotos:

No ACF gallery field data found
Fotos:
kurve-footer
enteralarmmagnifiercrossmenuchevron-downchevron-right