logo-hvid-med-tekst
logo-sort-uden-tekst
logo-hvid-med-tekst
logo

fredagssedlen

Lilleskolen Odense - Uge 21 - 2025

Sirius

I fredags d. 16./5. fejrede Sirius ”sidste skoledag” samme dag, som alle de kommunale skoler.

De kom flot udklædte klokken 9, og blev modtaget af alle dem, der var tilbage på skolen i store-lejrskole-uge. Vi spiste morgenmad sammen i klassen, og fik delt lidt minder om klassen. Der blev delt minder helt tilbage fra indskolingstiden, og det var også meget sjovt for os, Søren og Mille, at høre, da vi jo ikke var på skolen dengang.

Efter morgenmaden gik vi ned og hentede vores små venner i Zenit for at spille rundbold på det grønne område. Det var rigtig hyggeligt, og der blev danset en masse både i køen og i marken.

Dagen sluttede med en leg Sirius ville lege med os, hvor vi på skift skulle stå med ryggen til dem, de skulle sige hej til os, og vi skulle gætte, hvem der sagde hej hvornår. Mille klarede hele runden uden en eneste fejl, men Søren var ikke helt så heldig og fik derfor en hel balje vand udover sig. Til Sørens forsvar, så lavede eleverne om på deres stemmer, da det var hans tur, fordi de vidste, at de gerne måtte give ham vand. Alt i alt gik den leg nok fuldstændig, som den skulle.

Omkring klokken 12 sendte vi Sirius ind mod mosen med højt humør. Vi håber, de havde en god dag og fest efterfølgende, og vi glæder os til at følge dem gennem de mundtlige prøver.

VH

Søren og Mille

"Ugens info"

I denne uge er indskoling på lejrskole, og tirsdag og onsdag i næste uge skal Sirius til Naturfagseksamen. Vi ønsker dem alle pøj, pøj med det hele.

I denne udgave bla.:

Sirius fejrer ”sidste skoledag”

Cappella på LIFE

Lyrens studietur til København

Callisto danser ballet

Et godt Ry ophold for Phoenix

Venus på toppen i Skagen

Fotos:
Mille Fisker

Capella

I onsdags var Capella i Science Lab´en LIFE ved siden af UCL.

Det var meget spændende. Lokalet var yderst velindrettet med mange gode og tiltalende detaljer.

Vi prøvede både at programmere mikro:Bit, så et vandingsanlæg ville gå i gang, når jorden bliver meget tør. Vi undersøgte jord for mikrober og mikroorganismer. Vi talte om, hvordan rodknolde på kløver og soja kan hjælpe planterne til selvgødning ved at trække luftens N2 ned i rødderne, så de ikke skal optage så meget kvælstof igennem gødning af jorden.

Vi blev klogere på brugen af smarte pipetter, og vi undersøgte, hvor meget E. Coli bakterier formerer sig ved 37oC. Dette kunne vi se ved at sende lys igennem prøverne, der havde været i varmeskab. Fede materialer, så naturfagslæreren havde også mange gode idéer til indkøb med hjem 😊

Jeg håber billederne siger lidt om dagen.

På mandag skal Capella på Ejby Møllerenseanlæg. Det bliver også fedt, for de er virkelig gode at tage på tur med 😊

Vh. Camilla og Gitte

Fotos:
Gitte Grønlund

Lyren

 Mandag morgen d. 12. maj 2025 var Lyren klar til at drage med toget mod København. Vi fandt hurtigt frem til bus 5C til Amager, så vi kunne blive indkvarteret på Amager Lilleskole på Rodosvej. Her mødte vi den meget hjælpsomme og venlige pedel Bo, der fortalte os en masse nyttigt, ikke mindst om skolens historie. Da Bo var dreng, var skolen nemlig en lakrids fabrik, hvor de producerede Pingvin lakrids og de hårde skilte lakridser, som nogle forældre måske husker. Bo erindrede, at fabriksdamerne kastede lakridsskilte ud ad vinduerne til ham og vennerne, når de cyklede forbi fabrikken på vej til fodbold. Pigerne fra Lyren skulle overnatte i skolens gymnastiksal og drengene havde et mindre, men dog et ret hyggeligt værelse, hvor de lige netop kunne være alle 7.

Senere tog vi bussen tilbage til Kbh. K, hvor vi besøgte Rundetårn og nød udsigten over Københavns mange tårne og spir. Vi var heldigvis så heldige, at himlen blev fuldstændig blå og solen strålede fra en klar himmel, inden vi nåede Nyhavn, hvor vi skulle på havnerundfart kl. 15.00. Det var en fantastisk flot tur, hvor vi fik en udførlig forklaring på alt, hvad vi så på både dansk, engelsk og noget, der mindede lidt om tysk. Lad os bare sige, at det var af høj underholdningsværdi for en tysklærer. Tirsdag stod programmet på Carl Bryggers imponerende samling af statuer, mumier og impressionistiske malerier på Glyptoteket. Vi fik undervisning om krop, følelser og relationer af en dygtig kunsthistoriker. Det var både en smuk, spændende og meget interessant oplevelse for alle. Om eftermiddagen var vi på Arbejdermuseet, hvor vi havde et tankevækkende og inspirerende undervisningsforløb om kvinders rettigheder op igennem tiden ”Kvinder ud af skyggen”. Herefter slappede nogle af i solen i Botanisk Have, mens andre shoppede, inden turen gik hjem til Amager Lilleskole.

Onsdag stod programmet på en gåtur langs Slotsholmen til Nyhavn og videre over Inderhavnsbroen til Papirøen. Her gik vi en flot og hyggelig tur, inden vi skulle på rundvisning på Christiania kl. 12.00. Vores rundviser var bosiddende i Christiania, og han var rigtig god til at redegøre for historien, forklare begrebet konsensus, og lade os forstå tankerne bag miljøet og Christiania samt den endegyldige nedlæggelse af Pusherstreet. Alt i alt var det en dejlig oplevelse i den rolige oase midt i København. Om eftermiddagen havde Elle planlagt, at klassen skulle besøge Lyrens tidligere klassekammerat Birk, der nu er bosiddende på Nørrebro. Hos Birk spiste vi lækker pizza, drak sodavand, hyggede og mange spillede Vikingespil i en park.

Torsdag formiddag bød på en fantastisk rundtur og fortælling af Kristoffer på Københavns Rådhus. Kristoffer er fra Sverige, men har boet i København og arbejdet på rådhuset i mange år. Hans fokus var arkitekten bag rådhuset; Martin Nyrop. Han var hjernen bag rådhusets arkitektur og udsmykning, hvilket var en kæmpe oplevelse. Vi hørte bl.a. om, at intet ved opførelsen af Københavns Rådhus er tilfældigt. Der er en årsag til enhver detalje, og rådhuset har en såkaldt lys side, der er beregnet til fest og glæde og en mørkere side, der er beregnet til alvor og de mere formelle begivenheder. Alt dette ses tydeligt i udsmykningen og lysindfaldet – og derfor er der taget højde for enhver detalje. Alt dette samt flere andre fortællinger om Nordisk Mytologi kom i spil. Kristoffer er en fantastisk fortæller, og han har da også udgivet en bog, hvor den interesserede læser kan komme de mange interessante sammenhænge nærmere. Efter rundvisningen fortsatte vi dagen med en såkaldt foto-Marathon i grupper i forskellige dele af København K. Grupperne arbejdede med at tage billeder ud fra at belyse forskellige begreber. Fra kl. 15.30 tog vi sammen i Tivoli og nød de mange sjove forlystelser og den dejlige atmosfære, indtil vi drog retur til Amager Lilleskole ved 20-tiden om aftenen.

Fredag morgen stod vi lidt tidligere op, da vi skulle pakke alt og af sted ind mod Christiansborg med alt vores bagage. Her skulle vi gennem en grundig sikkerhedskontrol, inden vi blev lukket forsvarligt ind på de bonede gulve. Vi fik en grundig og meget interessant rundvisning, hvor Lyren blev stillet flere spørgsmål til og om bl.a. magtens tredeling og meget andet. Vi fik også lov til at komme med til en høring om miljø i selve Folketingssalen. Det var endnu en spændende oplevelse, inden vi tog mod hovedbanegården for at tage toget hjem til Odense efter 5 dage fuld af nye indtryk og læring.

Det er skønt at opleve nyt, men også rigtig dejligt at komme hjem i sin egen seng igen.

Lyren ser frem til at se deres forældre til Københavner-aften tirsdag d. 3. juni fra kl. 17.00-19.30, hvor de vil fortælle om, hvad de har hørt om og lært på deres studietur.

Elle og Marianne

Fotos:
Marianne Hovgaard

Callisto

Kære forældre

En hurtig lille hilsen fra Callisto's idrætstime! Kie havde koordineret at hendes ballettræner kunne komme på besøg, så klassen startede ud med en benhård ballet-træning, som både gav sved på panden og smil på læben!

God weekend!

Mvh. Camilla 🙂

Fotos:
Camilla Mønster

Phoenix

Kære Phoenix-forældre!

Sikke en dejlig uge vi havde i Ry sidste uge! Jeg tænker, at I har hørt en masse historier og set en masse billeder. Årets lejrskoletur var i hvert fald propfyldt med god tid, hyggelige stunder og en masse flotte gåture, nogle også hårde!

Mange, mange tak til David, Julie og Sofie, som var med og stod for, at vi fik en masse dejlig mad (og kaffe til de voksne). 😉

Husk, at vi holder lejrskoleaften onsdag den 4. juni kl. 17-19, hvor vi håber, at I vil komme og høre børnene fortælle om fritid på skolen, besøget på AQUA, turen til Himmelbjerget, Byen Silkeborg og meget mere!

Tjek også meget gerne opslagstavlen - der er nyttige informationer om dramaforestilling tirsdag den 17. juni og skole-OL-finalen onsdag den 18. juni.

God weekend!

Hilsen Camilla og Anders

Fotos:
Camilla Mønster

Venus

Kære forældre

Vi er hjemvendt fra fem fantastiske dage i Skagen. Venus har bare været super seje - både til at klare den lange rejse frem og tilbage, håndtere hjemve og til at være sammen på kryds og tværs og dyrke fællesskabet. Sådan!! De er supergode til at være på lejrskole - det må vi sige. De har været en fornøjelse at være sammen med.

Tusind tak til Anne Mette, Lilian og Niels for den store hjælp i køkkenet igennem ugen og også tusind tak til alle for kager, brød og saft. Det var daglige højdepunkter på turen at få lune boller om morgenen og komme hjem til kage og saft efter vores gode gå ture hver dag.

Vi har oplevet en masse, og herunder kan I se lidt billeder fra turen. Børnene glæder sig rigtigt meget til at vise jer deres fremlæggelser onsdag d. 11. juni kl. 17 til 19 inkl. fællesspisning. Mere om det praktiske i forbindelse med fællesspisningen senere.

De bedste hilsner

Nermin, Mai og Mette Rose

 

Fotos:
Mette Rose

No ACF gallery field data found
Fotos:

No ACF gallery field data found
Fotos:

No ACF gallery field data found
Fotos:

No ACF gallery field data found
Fotos:

No ACF gallery field data found
Fotos:

No ACF gallery field data found
Fotos:

No ACF gallery field data found
Fotos:

No ACF gallery field data found
Fotos:

No ACF gallery field data found
Fotos:
kurve-footer
enteralarmmagnifiercrossmenuchevron-downchevron-right