Husk sommerfest fredag den 16. juni fra kl. 15 - 19.
Traditionen tro afholder vi sommerfest for os alle sammen. Nuværende elever og de som har gået på skolen, alle jer forældre og bedsteforældre. Vi glæder os til en dejlig eftermiddag på skolen.Programmet er:
Kl. 15 Vi mødes i haven
Boderne og aktiviteter åbner. Mad og drikke kan købes.
Kl. 15.30 Venus laver børneteater i salen (ca. 20min.)
Kl. 16.00-17.00 musik i Hallen
Kl. 17.00-18.00 teater Linjehold i salen kl.
Kl. 18.00-19.00
Kl. 18.45 Vi slutter af i Hallen alle sammen med ”Nu skal vi allesammen danse”
Fort at festen bliver dejlig for alle er der lidt små tjanser I skal hjælpe med. Men det vil I få at vide af jeres klasselærere.
Vi ses
Vega i naturfag
Vega har de sidste 2 moduler i morgen, så er deres tid i faglokalet forbi og næste gang vi mødes er det til deres naturfagseksamen d. 1. og 2.juni.
Her er det en 2 timers eksamination, som de selv har planlagt med en problemstilling som de gerne vil fremlægge med både biologiske, geografiske og fysisk/kemiske spørgsmål.
Det kan fx være bæredygtig energiforsyning, og her kunne der være fordybelse i vindmøller, hvordan de producerer strøm, hvor de med fordel kunne placeres, hvilken indflydelse de har på dyrelivet… Og når de så har fortalt og vist en masse praktisk arbejde, så får grupperne lige en 2-3 ukendte spørgsmål. De er to til tre i grupperne, og har en masse god tænketid undervejs, da der er to grupper til eksamen samtidig i lokalet. Det vil altså sige at det er mig og censoren der skal holde tungen lige i munden og holde øje med tiden.
Jeg glæder mig, og ønsker Vega pøj pøj med alle deres 5 mundtlige prøver: Dansk, historie, engelsk, idræt og så naturfag.
Lyren laver med modeller i natur og teknik
I Lyren arbejder vi med spændende oplæg om Bornholm. Klassen har været på lejrskole, og i natur og teknik har vi koblet os på. Vi laver naturtro modeller med dinosaur i deres habitat, plancher med verdens største brakvandssø, om den forstenede havbund og vandmand, der laves modeller af gravsænkning/horst, af Bornholms sprækkedale og en model af Bornholms to niveauer. Vi tænker der bliver en masse spændende at se for forældrene d. 6/6 hvor de er inviteret på skolen.
Sirius bygger bro
Sirius har haft besøg af lærerstuderende, den ene var Camilla Mønster. De er ved af lave en opgave/og et eksamensoplæg om Engineering. Sirius fik en masse materialer og byggede broer i spaghetti, og mest af alt tape. Det blev meget holdbare. Så måske vores viden nu er: Bare byg i tape, det holder
En lille hilsen fra Wolfsburg-udvekslingen – fra et forældreperspektiv
Efter at Gaia havde været på udveksling hos eleverne fra Wolfsburg i efteråret, var det lige efter påske tid til genbesøg. Da den tyske klasse har væsentligt flere elever end Gaia, skulle de fleste familier modtage to tyske gæster.
Herhjemme hos os var der et værelse ledigt, da ældste bror i flokken er på efterskole, så vi redte op til de to drenge, som viste sig at være bedste venner og helt klar på at være roomies hele ugen. ”It’s nice to have a vacation away from my own parents”, lød det fra den ene😊
Skolen og forældrerådet havde arrangeret et tæt og spændende program med mange faglige og sociale aktiviteter til den store internationale flok, så vores primære opgave var at handle ind til liiiidt flere madpakker og sørge for at sengetiderne var nogenlunde fornuftige.
Begge vores gæster var vilde med basketball, så både Y2K på Playstation samt kurven vi har på vejen blev flittigt brugt. Det blev også årsagen til lidt værtsforældre-omsorg, da den ene dreng forstuvede foden i et avanceret dunk. Heldigvis fik vi i samarbejde med Søren fat i en (tysk) læge over Facetime til skadestuen, så med styr på krykker og forbinding, kunne alle komme med toget hjem igen dagen efter.
Begge drenge, som vi var vært for, var meget høflige og snakkesalige og til trods for, at vi havde svedt lidt over hvor langt væk vores tyske gloser var, så gik al kommunikation superfint.
De ville gerne øve deres engelske, og ellers blev det på en herlig blanding af dansk og tysk.
Da ugen var slut, var vi alle sammen trætte, men meget glade for en god og veloverstået uge.
Og så er vi ellers klar til besøg fra Polen næste skoleår 😊
Bedste hilsner fra
Thomas og Astrid,
forældre til Emil i Gaia
Hold da op – det virker som om det er lang tid siden, vi var i Skagen på lejrskole. Selvfølgelig har vi også haft en ganske kort uge – på grund af Kr. Himmelfartsferien – og i den korte uge var jeg på kursus tirsdag og syg onsdag. Sådan kan det gå, og nu er vi i gang igen.
Vi er i fuld sving med at forberede det, vi vil vise og fortælle jer om lejrskolen torsdag d. 8. juni. Før vi rejste til Skagen, havde ungerne fordelt sig i 7 forskellige grupper, som har hver deres emne at fortælle om. De arbejder sammen tre og tre, og vi gør det rigtig grundigt her i begyndelsen, så de gør sig vigtige erfaringer med gruppearbejde. Rollerne er fordelt, inden der skal arbejdes, og alle skal deltage. Hvis I har lyst, kan I som altid følge med på Teams, som vi bruger ret meget lige nu. Tirsdag lavede vi et overblik over, hvor mange moduler, vi har til forberedelserne, så forhåbentlig er der ikke nogen, som bliver vældig overraskede, når vi skal være klar. Nu må vi se. Kravet til deres fremlæggelse er, at de skal sige/fortælle noget om deres emne, og så skal de også fremstille et produkt. Og så har vi ellers givet hinanden gode ideer til, hvad et produkt kan være. En model, en sang, en plakat/planche og så videre og så videre. Det er vildt spændende, synes jeg, og ungerne kan godt lide at arbejde på denne måde – i hvert fald indtil videre. I forhold til den mere danskfaglige del, har vi i øjeblikket opmærksomhed på stort begyndelsesbogstav, og hvornår det skal bruges. Det må I også gerne give lidt opmærksomhed hjemme, når det passer.
I dag skete det så! Vi mødtes med de børn fra Norddjurs Friskole, som vi har skrevet en smule sammen med. Vi legede og spiste hotdogs sammen. Der var flere, som fik snakket rigtig meget med gæsterne, og alle var med til at gøre det til en god oplevelse.
Jeg vil lige minde om, at jeres børn skal have en frilæsningsbog med i tasken hver dag. Der kan være tidspunkter, hvor nogle er færdige med en opgave, og har tid til noget andet og mere, og da er det godt at bruge tiden på at læse. Hvis I låner på biblioteket, er personalet rigtig gode til at vejlede både i forhold til læseniveau og interesse.
Og så får vi en ny pige i klassen tirsdag i næste uge. Hun hedder Franciska og kommer fra Munkebjergskolen. Fredag forbereder vi, hvem der tager imod og er særlig opmærksomme og hjælpsomme de første dage. Det skal nok blive godt.
Rigtig god pinse til jer alle.
Kirsten
Gaia i april og maj
Vi har haft en forår med fart på. I de sidste par uger har vi haft projektarbejde. Vi har under overemnet Ungdom hørt om alt fra Vape og alkohol til Træning og kost, samt ensomhed og depression. Derudover er vi også blevet kloge på AI – kunstig intelligens og både fysisk og verbale overgreb. Det har været fedt at se hvor gode I har været til at få viden, og ikke mindst til at videre give den.
I ugen efter påske havde vi besøg af vores tyske venner fra Wolfsburg. En uge der bød på en kæmpe erfaring inden for det at være vært. Der er meget der skal tages hensyn til og ikke mindst megen tid hvor man som ungt menneske skal tænke en gæst nærmest før end en selv. Det giver en kæmpe erfaring og en sto oplevelse. Vi siger tusind tak til alle forældrene i Gaia for det store arbejde I har lavet, så vi sammen kunne løfte denne store flok af 33 tyskere.
Programmet var en palet af skoletid med besøg på Fynshoved og i Odense City. På HC Andersens museum og i Den Fynske Landsby. I fritiden gik det med letbanen til Rosengårdscenteret og til Bowling. Eller eleverne mødtes på skolen i Hallen og på basket banen til hele to fællesaftner, den ene med pizza og hygge.
Vi afsluttede ugen med en god gang ”tag-selv-mad-med-til-fælles-buffet” Og her kunne vi så grine af seks sjove udlægninger af Klods Hans optaget i Den fynske landsby.
Nu kan vi se frem til 9.kl, hvor vi igen har en udveksling. Denne gang med Polen. I slut september og frem til efterårsferien tager vi til Klodzko og bor privat. Efter en uge her slutter vi af i Krakow, hvor vi bor fire nætter på Hostel. I april får vi besøg af vores nye venner.